Er din undskyldning for ikke at have en side til din virksomhed på Facebook, at der er så mange ting, du ikke har 100% styr på. Er du bange for at gøre et eller andet, der er helt forkert?
Jeg synes faktisk ikke, at det er særligt vigtigt, at din Facebook virksomhedsside (eller fanside, hvis du bedre kan lide det udtryk) er perfekt fra starten.
Du kan sagtens begynde at invitere dine venner og tætteste forretningsforbindelser til at “like” dig, så snart du har oprettet siden. Skriv en pæn 1. besked på væggen og gå i gang med at invitere.
Du skal selvfølgelig tage projektet alvorligt og ikke skrive alt muligt underligt på væggen. Men hvis du bare hele tiden husker på, at du skal præsentere din virksomhed bedst muligt, er det svært at gøre noget galt.
Og så sikrer den fremgangmåde, at du også får løst den anden undskyldning, jeg ofte hører: “jeg ved slet ikke, hvad jeg skal skrive”. Hvis du bare går frisk i gang, har du i den første tid masser af værdifuldt indhold at dele. Det er helt i orden at gøre stolt opmærksom på: “se albummet med billeder af min nye parkeringsplads” eller “kan I lide mit nye profilbillede”.
Jo hurtigere du får startet, jo hurtigere får du “likes”. Det kommer måske til at gå langsomt i starten. Men én “like” er bedre end ingen “likes”.
Derfor: kom i gang! Så kan du altid raffinere din side efterhånden som du finder ud af mere og bliver mere tryg ved mediet.